Operation for kuskefingre/krumme fingre (Dupuytren´s kontraktur)

Kuskefingre er en arvelig bindevævslidelse, der på grund af skrumpning og knudedannelse i håndfladens bindevæv medfører en krumning af fingrenes led.

Behandlingen går ud på at fjerne det fortykkede og skrumpede bindevæv, der er årsag til lidelsen.

Der opereres først, når der kommer ca. 30 graders strækkemangel i et eller flere fingerled.

Trods operation kommer der ikke sjældent nye stramninger, som både kan opstå i de opererede fingre eller andre steder i hånden. Kirurgi fjerner ikke den arvelige sygdom, men kun de mest generende stramninger

Forberedelse: Vask huden godt på operationsdagen. Tag evt. 2 Panodil (Pamol, Pinex) 1 time før operationen. Du skal ikke at være fastende. Der må ikke være sår på huden i eller omkring det område, der skal opereres

Eventuelle fingerringe skal fjernes inden operationen.

Du må ikke selv køre bil hjem efter operationen.

Hvis du får hjertemagnyl, Marcoumar, Marevan eller anden blodfortyndende medicin, skal du oplyse om dette, hvorefter vi tager stilling til, om der skal holdes pause med medicinen forud for operationen. Hvis der holdes pause med blodfortyndende medicin, skal denne altid genoptages senest dagen efter operation.
Allergi: Til lokalbedøvelse benyttes Xylocain og Marcain med adrenalin. Hvis du har kendt allergi over for et eller flere af disse stoffer, bedes du oplyse os om dette.

Operationen: Foregår i lokalbedøvelse og varer ca. 45 minutter. Lokalbedøvelsen kan vare i op til 8 timer.

Du får en støttende håndforbinding på, evt. en gipsbandage. Forbindingen skiftes efter 4-5 dage i klinikken. Du vil få en tid til fjernelse af tråde 12-14 dage efter operationen.

Efter operationen:  For at undgå hævelse er det meget vigtigt at holde den opererede hånd højt. De første dage efter operationen må hånden ikke komme under hjertehøjde.

Hver time skal du lave pumpeøvelser ved at række hånden så højt op som muligt over hovedet og strække og bøje de fingre, der er frie af bandagen så meget som muligt 10 gange (påbegyndes dagen efter operationen).

Forbindingen må ikke blive våd, anvend derfor en plastpose som beskyttelse ved bad.

Hvis forbindingen efter hjemkomsten bløder igennem, bør du kontakte klinikken med henblik på at få lagt en ny forbinding.

Smertebehandling: At holde hånden højt og i ro er den vigtigste forebyggelse af smerter. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan almindelig håndkøbsmedicin, som Pamol, Pinex eller lignende tages som to tabletter 3-4 gange i døgnet. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt kontakt da klinikken, så forbindingen kan skiftes.

Infektion: Hvis der opstår rødme, varme, hævelse, og/eller der kommer tiltagende smerter eller feber, kan det være tegn på begyndende infektion. Du skal snarest muligt kontakte klinikken, eller egen læge/lægevagten med henblik på eventuel behandling. Du skal ikke vente til næste dag, hvis du mistænker infektion.

Komplikationer: Der er risiko for fornyet krumning af fingrene, ligesom mindre områder med ændret følesans må påregnes. Skader på fingernerver eller forstyrrelse af blodforsyningen til fingeren opstår i sjældne tilfælde.

Sygemelding: Du skal påregne 3-5 ugers uarbejdsdygtighed, afhængig af omfanget af operationen og dit arbejdes karakter.

Bil: Man skal være i besiddelse af sin fulde førlighed for at måtte føre motorkøretøj. Du må ikke køre med forbinding på.

Mødetid 10 min. før operationstidspunkt. Beregn ekstra tid til evt. parkering.

(Dokument godkendt juni 2018)