Øvelsesprogram til patienter, der er opereret for kuskefingre
Efter du er opereret for kuskefingre, får du en bandage på. Denne fjernes oftest 4-7 dage efter operationen. Herefter skal du til at træne din hånd dagligt.
Meningen med øvelserne er at udspænde og smidiggøre din hånd og dine fingre.
Øvelserne laves morgen og aften.
Efter øvelserne er udført om aftenen er fingrene godt udspændte, og hvis du har fået en natskinne, skal denne sættes på.
Opvarmning før øvelserne
Inden du skal udføre øvelserne, er det vigtigt at du varmer din hånd op, da dette vil smidiggøre muskler, sener og led.
Du skal hælde behageligt håndvarmt vand i en opvaskebalje og tilsætte en tsk. almindeligt husholdningssalt pr. liter vand. Du skal nu strække og bøje din hånd i vandet i cirka 10 minutter.
Grunden til at du skal bruge saltvand er, at dette renser dit operationssår og forebygger infektion.
Efter øvelserne i saltvand sætter du enten en let forbinding eller et plaster hen over det nyopererede område.
Øvelser
Disse udføres efter opvarmningen to gange dagligt i et roligt og jævnt tempo.
Det vil muligvis komme til at bløde og væske, og der kan komme små sprækker i det nyopererede område, men dette er i orden. Det er meget vigtigt at få fingrene i gang hurtigst muligt via øvelser og anvendelse af hånden til lette daglige gøremål – ellers er der stor risiko for, at fingrene bøjer sig igen.
Bøj og stræk fingrene
Stræk fingrene helt ud eventuelt ved hjælp af den raske hånd – hold stillingen i 10-20 sekunder.
Bøj fingrene ind mod håndfladen eventuelt ved hjælp af den raske hånd – hold stillingen i
10-20 sekunder.
Gør dette 15 gange.
Om natten
Om natten skal du sove med en skinne, som holder fingrene strakte og modvirker, at fingrene bøjer sig igen. Den skal anvendes de næste 2 måneder.
Om dagen har du ikke skinnen på.
(Dokument godkendt juni 2018)