Stivgøringsoperation for slidgigt eller ustabile ledbånd i fingerled (artrodese)
Slidgigt er en tilstand hvor ledbrusken er slidt helt eller delvis væk, enten som følge af almindelig slitage eller som følge af egentlige skader på leddet. Dette giver smerter i leddet, især ved belastning, men efterhånden også ofte i hvile. Det kan også være på baggrund af skade på ledbånd eller ledbrusk i fingeren.
Forberedelse: Vask hånden godt på operationsdagen. Tag 2 Panodil (Pinex, Pamol el. lign.) ca. en time før operationen. Du skal ikke være fastende. Det er vigtigt, der ikke er sår på huden i eller omkring det område, der skal opereres.
Eventuelle fingerringe skal fjernes inden operationen.
Du må ikke selv køre bil hjem efter operationen.
Hvis du får hjertemagnyl, Marcoumar, Marevan eller anden blodfortyndende medicin, skal du oplyse om dette, hvorefter vi tager stilling til, om der skal holdes pause med medicinen forud for operationen.
Allergi: Til lokalbedøvelse benyttes Xylocain og Marcain med adrenalin. Hvis du har kendt allergi over for et eller flere af disse stoffer, bedes du oplyse os om dette.
Operationen: Foregår i lokalbedøvelse og varer ca. 30 min. Du må påregne at være i klinikken, ca. 1 time. Lokalbedøvelsen kan vare op til 8 timer.
Ved operationen fjernes den resterende brusk i leddet, som herefter stabiliseres med to stålsøm. Der anlægges en gipsskinne efter operationen. Denne skiftes ved trådfjernelsen efter ca. 2 uger. Derefter genanlægges gipsbandage i yderligere 3 uger, hvorefter gips og søm fjernes. Sømfjernelsen foregår uden større gener eller smerter.
Efter operationen: For at undgå hævelse er det meget vigtigt at holde den opererede hånd højt. Hånden må de første dage efter operationen ikke komme under hjertehøjde.
Hver time skal du lave pumpeøvelser ved at række hånden højt op og strække og bøje de fingre, der er frie af bandagen så meget som muligt 10 gange (påbegyndes dagen efter operationen). Forbindingen må ikke blive våd, anvend derfor en plastikpose som beskyttelse ved bad.
Smertebehandling: At holde hånden højt og i ro er den vigtigste forebyggelse af smerter. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan almindelig håndkøbsmedicin som Pamol, Pinex eller lignende tages som to tabletter 3-4 gange i døgnet. Det første døgn er der oftest behov for stærkere smertestillende medicin. Gigtmidler som Ibumetin, Ipren, Voltaren eller lignende er oftest tilstrækkeligt, gerne samtidig med Pamol. Ved tiltagende smerter kontakt klinikken for evt. at få skiftet bandagen.
Infektion: Hvis der opstår rødme, varme, hævelse, og/eller der kommer tiltagende smerter eller feber, kan det være tegn på begyndende infektion. Du skal snarest muligt kontakte klinikken eller egen læge/lægevagten med henblik på eventuel behandling. Du skal ikke vente til næste dag, hvis du mistænker infektion.
Sygemelding: Individuelt afhængig af job. Forvent minimum 6-7 uger.
Bil: Man skal være i besiddelse af sin fulde førlighed for at måtte føre motorkøretøj. Du må ikke køre med forbinding på.
Mødetid 10 min. før operationstidspunkt. Beregn ekstra tid til evt. parkering.
(Dokument godkendt juni 2018)