Vejledning for fjernelse af knoglestykke på hælknoglen(excisio exostosis calcanei)
Forberedelse: Vask huden godt på operationsdagen. Tag evt. 2 Panodil (Pamol, Pinex) 1 time før operationen. Du skal ikke at være fastende. Der må ikke være sår på huden i det område, der skal opereres. Der må ikke foretages barbering eller anden hårfjernelse på benet den sidste uge inden operationen.
Hvis du får Marcoumar, Marevan eller anden blodfortyndende medicin, skal du oplyse om dette, hvorefter vi tager stilling til, om der skal holdes pause med medicinen forud for operationen.
Allergi: Til lokalbedøvelse benyttes Xylocain og Marcain med adrenalin. Hvis du har kendt allergi over for et eller flere af disse stoffer, bedes du oplyse os om dette.
Operationen: Foregår i lokalbedøvelse og varer ca. ½ time. Du skal blive i klinikken med benet opad i en ½ time efter operationen. Lokalbedøvelsen kan vare i op til 8 timer.
Efter operationen: Efter operationen får du forbinding på, der skal modvirke evt. hævelse i området. For at undgå hævelse er det vigtigt at holde det opererede ben/fod i ro. Du bør de første dage efter operationen sidde/ligge med benet højt.
Du må ikke selv køre bil hjem efter operationen og bør ikke køre bil, før forbindingen er fjernet.
Forbindingen må ikke blive våd, anvend derfor en plastik pose som beskyttelse ved bad.
Du må støtte fuldt på foden.
Du skal benytte et lille hæl-løft i skoen i 6 uger (eksempelvis korkindlæg)
Forbinding: Kan som regel fjernes efter 4-5 dage. Sæt derefter et almindeligt plaster over selve operationssåret. Trådene fjernes efter 12 -14 dage enten her på klinikken eller hos din egen læge.
I visse tilfælde (sjældent) kan det være nødvendigt at anlægge en gips/støvle nogle uger, hvis det har været nødvendigt at løsne akillessenen meget.
Smertebehandling: At holde benet højt og i ro er den vigtigste forebyggelse af smerter. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan almindelig håndkøbsmedicin som Pamol, Pinex eller lignende tages som to tabletter 3-4 gange i døgnet. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, skal hele forbindingen løsnes.
Komplikationer: Hvis der opstår rødme, varme, hævelse, og/eller der kommer tiltagende smerter eller feber, kan det være tegn på begyndende infektion. Du skal snarest muligt kontakte klinikken eller egen læge/lægevagten med henblik på eventuel behandling. Du skal ikke vente til næste dag, hvis du mistænker infektion.
Du kan efter operationen forvente langvarig (måneder) hævelse/fortykkelse i området.
Sygemelding: Som regel indtil trådene er fjernet, men det afhænger også af dit job.
Mødetid 10 min. før operationstidspunkt. Beregn ekstra tid til evt. parkering.
Du bedes medbringe kr. 200 kontant som depositum for krykkestokke, såfremt der bliver behov for dette.
Beløbet tilbagebetales ved aflevering af stokkene.
(Dokument godkendt juni 2018)