Vejledning for mindre indgreb på ben eller fod
Forberedelse: Vask huden godt på operationsdagen. Tag evt. 2 Panodil (Pamol, Pinex) 1 time før operationen. Du skal ikke at være fastende. Der må ikke være sår på huden i det område, der skal opereres. Der må ikke foretages barbering eller anden hårfjernelse på benet den sidste uge inden operationen.
Hvis du får Marcoumar, Marevan eller anden blodfortyndende medicin skal du oplyse om dette, hvorefter vi tager stilling til, om der skal holdes pause med medicinen forud for operationen.
Allergi: Til lokalbedøvelse benyttes Xylocain og Marcain med adrenalin. Hvis du har kendt allergi over for et eller flere af disse stoffer, bedes du oplyse os om dette.
Operationen: Foregår i lokalbedøvelse og varer ca. ½ time. Du skal afhængigt af indgrebet blive i klinikken med benet opad i en ½ time efter operationen. Lokalbedøvelsen kan vare i op til 8 timer.
Efter operationen: Efter operationen får du forbinding på, der skal modvirke evt. hævelse i området. For at undgå hævelse, er det vigtigt at holde det opererede ben/fod i ro. Du bør de første dage efter operationen sidde/ligge med benet højt.
Du må ikke selv køre bil hjem efter operationen.
Forbindingen må ikke blive våd, anvend derfor en plastikpose som beskyttelse ved bad.
Forbinding: Kan som regel fjernes efter 3-4 dage. Oftest er der sat et almindeligt plaster over selve operationssåret. Trådene fjernes efter 12 -14 dage enten her på klinikken eller hos din egen læge.
Smertebehandling: At holde benet højt og i ro er den vigtigste forebyggelse af smerter. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan almindelig håndkøbsmedicin som Pamol, Pinex eller lignende tages som to tabletter 3-4 gange i døgnet. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, skal hele forbindingen løsnes.
Komplikationer: Hvis der opstår rødme, varme, hævelse, og/eller der kommer tiltagende smerter eller feber, kan det være tegn på begyndende infektion. Du skal snarest muligt kontakte klinikken eller egen læge/lægevagten med henblik på eventuel behandling. Du skal ikke vente til næste dag, hvis du mistænker infektion.
Sygemelding: Som regel indtil trådene er fjernet, men det afhænger også af det enkelte indgreb. Hvis man har fysisk krævende arbejde, kan der være behov for længere sygemelding. Der kan være lidt hævelse og ømhed i flere uger.
Ved fjernelse af mindre knuder eller forandringer i huden, sendes denne ofte til mikroskopisk undersøgelse. Vi/din læge vil som regel have modtaget svar på undersøgelsen, når du kommer til trådfjernelse.
Bil: Man skal være i besiddelse af sin fulde førlighed for at måtte føre motorkøretøj. Du skal have fuld kontrol over benet, inden du må føre motorkøretøj.
Mødetid 10 min. før operationstidspunkt. Beregn ekstra tid til evt. parkering.
Du bedes medbringe kr. 200 kontant, som depositum for krykkestokke, såfremt der bliver behov for dette.
Beløbet tilbagebetales ved aflevering af stokkene.
(Dokument godkendt juni 2018)