Vejledning ved operation for ulnarissyndrom ved albuen

Ulnaris-syndrom ved albuen skyldes tryk eller irritation af albuebens-nerven ved dens passage på indsiden af albuen. Dette kan give føleforstyrrelser og smerter i især i ring- og lillefinger.

Ved en lille operation løsnes nerven gennem kanalen, hvorved nerven får mere plads, så symptomerne forsvinder eller aftager. I enkelte tilfælde smutter nerven frem og tilbage over den indvendige albuekno. I disse tilfælde flyttes nerven til en permanent placering foran knoen.

Forberedelse: Vask armen grundigt på operationsdagen. Tag evt. 2 Panodil (Pamol, Pinex) 1 time før operationen. Du skal ikke at være fastende. Der må ikke være sår på huden i eller omkring det område, der skal opereresEventuelle fingerringe skal fjernes inden operationen.

Du må ikke selv køre bil hjem efter operationen.

Hvis du får Marcoumar, Marevan eller anden blodfortyndende medicin, skal du oplyse om dette, hvorefter vi tager stilling til, om der skal holdes pause med medicinen forud for operationen.

Operationen foregår i lokalbedøvelse og varer ca. 30 minutter. Bedøvelsen kan vare i op til 8 timer.

Allergi: Til lokalbedøvelse benyttes Xylocain og Marcain med adrenalin. Hvis du har kendt allergi over for et eller flere af disse stoffer, bedes du oplyse os om dette.

Efter operationen får du en forbinding på, der tillader bevægelse af fingrene. Forbindingen kan fjernes efter 3-4 dage. Såret bør beskyttes med et almindeligt plaster, indtil trådene skal fjernes efter ca. 2 uger. Hvis nerven flyttes (anteponeres), anlægges gipsbandage i 2 uger.

For at undgå hævelse er det meget vigtigt at holde den opererede arm i ro og højt. Hver time skal du lave pumpeøvelser ved at række hånden så højt op som muligt over hovedet og strække og bøje fingrene så meget som muligt 10 gange. Albue og skulder skal bevæges igennem flere gange dagligt.

Forbindingen må ikke blive våd – anvend derfor en plastpose som beskyttelse ved bad.

Hvis forbindingen efter hjemkomsten bløder igennem, bør du kontakte klinikken med henblik på at få lagt en ny forbinding.

Smertebehandling: At holde hånden højt og i ro er den vigtigste forebyggelse af smerter. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan almindelig håndkøbsmedicin som Pamol, Pinex eller lignende tages som to tabletter 3-4 gange i døgnet. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, skal hele forbindingen løsnes.

Komplikationer: Hvis der opstår rødme, varme, hævelse, og/eller der kommer tiltagende smerter eller feber, kan det være tegn på begyndende infektion. Du skal snarest muligt kontakte klinikken eller egen læge/lægevagten med henblik på eventuel behandling. Du skal ikke vente til næste dag, hvis du mistænker infektion.

Den sovende fornemmelse forsvinder ofte hurtigt.

I enkelte tilfælde kan der være en længerevarende ømhed i eller ved siderne af arret. Let massage af arret med omgivelser kan hjælpe på ømheden. Hvis følesansen før operationen er svært nedsat, kan der gå 6-18 måneder, inden den bedres.

Sygemelding: Let arbejde kan som regel genoptages efter 2-3 uger, medens tungt arbejde ofte først kan påbegyndes efter 4 uger.

Bil: Man skal være i besiddelse af sin fulde førlighed for at måtte føre motorkøretøj. Du må ikke køre med forbinding på.

Mødetid 10 min. før operationstidspunkt. Beregn ekstra tid til evt. parkering.

(Dokument godkendt juni 2018)